Branchen med autolakering: er det også et sted for folk i jobaktivering?

Problemet med at være i jobaktivering er oftest, at vedkommende ikke rigtig er motiveret til at arbejde, og dette ser man blandt andet også i branchen med autolakering.

Selvfølgelig findes der de mennesker, som brænder efter at få et arbejde, om det så passer til deres kompetencer eller ej. Måske skal de lige prøve noget specifik arbejde af, før de kan føle sig sikre på, om de vil gå den vej med uddannelse og senere job til følge.

På den måde har man jo allerede fået en sko indenfor i branchen og kan sige, at man har erfaring med det allerede fra start.

Hvis man vel at mærke bliver sat til at lave noget relevant arbejde, der – i dette tilfælde – har med autolakering at gøre.

For det kan hurtigt ende med en situation, hvor både den potentielle arbejdsgiver og lønmodtager modarbejder hinanden: Hvis jobaktivisten ikke rigtig gider være der, så kan chefen på stedet mærke dette, og så giver man ikke personen noget meningsfyldt arbejde med ansvar og udfordringer.

Det bliver ofte noget nemt arbejde med at hente, bringe, gøre rent og lave kaffe – som man kan gøre mange andre steder.

Så klager personen til sin sagsbehandler og siger, at man alligevel ikke bliver sat til at lave noget med værdi, man føler sig udnyttet, og man gider ikke være der.

Chefen begynder måske bare at på den slags mennesker som nogle, der kan lave det mest sure arbejde, uden man selv skal betale for det af egen lomme, da kommunen klarer den slags.

Derfor skal man måske som firma først se de individuelle personer an, før man hiver dem ind, så man ved, man får de rette, så stedet ikke bliver kendt som en anstalt, hvor folk lavet nyttesløst arbejde.

Begge parter skal jo helst få det bedste ud af hinanden.