Når man må overgå til manuel slamsugning

Det er først og fremmest heldigt, at vi har moderne kloakering, men det er også mindst lige så dejligt, at vi har moderne maskiner og remedier, der kan klare det meste af det ulækre arbejde for os og ikke mindst dem, der arbejder med det til dagligt.

Det er jo et beskidt arbejde, men nogle skal jo gøre det, og det er vi som samfund meget taknemmelige for, for ellers ville vi blive smittet med sygdomme på et plan, der ville kunne brede sig som en pandemi, hvis ikke vi var enige om, hvordan vi beskyttede os og håndterede slam med videre.

Forskellen kan man bare se i u-landene, hvor sygdomme spreder sig hurtigt, og så snart en omgang er overstået, så kommer den næsten, fordi man næsten lever sammen med alt det slam.

Men i Danmark har vi jo slamslugere og andre maskiner, som det arbejdende folk hovedsageligt bare skal ud at sætte op, installere, og så kan maskinerne klare det for dem.

Selv sådan en ting som at undersøge hvor omfangsrigt slam-problemet er, kan man klare med TV-biler og andet, så man ikke selv behøver at komme ned i dynget, medmindre det er højst nødvendigt.

Og det skal man da helst også undgå, at mennesker hovedsageligt er smittekilderne til mange sygdomme, så den slags mennesker, der arbejder med det arbejde, vasker sig da også grundigt i forbindelse med arbejdet og beskytter sig godt.

Men antag så for eksempel, at de skal ud at foretage slamsugning i Silkeborg, men man kan ikke få noget signal på TV-kameraet, eller man kan ikke se, hvad problemet er, og maskinerne lader ikke til at kunne fjerne problemet for dem.

Så kan det blive nødvendigt, at man selv kravler ned i slammet, for i sidste ende er der ikke noget mere effektivt, end når man med hænderne og ens analytiske hoved lige kan se, hvor problemet forefindes.

Så nogle gange skal man gøre det hele manuelt.